Megabyernes udfordringer

Befolkningstilvæksten fører til øget urbanisering

Jordens befolkning vokser, og verden over søger mennesker i stigende grad mod storbyerne. Tendensen kaldes for urbanisering, og det er langt fra et nyt fænomen. Under industrialiseringen i Danmark i 1800-tallet og starten af 1900-tallet flyttede mange til byerne i takt med, at der blev brug for arbejdskraft på nye fabrikker i byerne. Det samme sker i dag over hele kloden – især i udviklingslande, hvor den fattige landbefolkning søger til storbyerne i håb om at få arbejde og en bedre tilværelse. Tendensen er særligt tydelig i Asien og Afrika, og det er samtidig der, befolkningstallet vokser mest.

Øget urbanisering og megabyer

I dag bor cirka halvdelen af verdens befolkning i byer, men i 2050 er det to ud af tre mennesker, der vil leve i storbyer. På det tidspunkt vil vi være næsten 10 milliarder mennesker på kloden, og omkring syv milliarder af os vil bo i en by.

Megabyer er betegnelsen for storbyer med over 10 millioner indbyggere. Ifølge FN var der i 2016 31 byer i verden med over 10 millioner indbyggere – de såkaldte megabyer. De fem største er Tokyo i Japan, Delhi i Indien, Shanghai i Kina, Mumbai (Bombay) i Indien og Sao Paulo i Brasilien. I 2030 regner FN med at der vil være 41 megabyer og samtlige de 10 nye megabyer vil ligge i udviklingslande.

Energi til den voksende middelklasse

Storbyerne i Asien og Afrika vokser eksplosivt, og giver enorme udfordringer. Milliarder af fattige landarbejdere flytter ind til byerne og det øger efterspørgslen efter vand, mad og energi. Tendensen øges i takt med, at mange af byboernes indkomst stiger og flere af indbyggerne bliver en del af middelklassen.

Et af de største problemer bliver at skaffe energi nok til de mange nye indbyggere og ikke mindst indbyggernes voksende forbrug af energi. Især Indien og Kina vil få en langt større middelklasse end i dag. Men også i Afrika, Mellemøsten og Latinamerika vokser middelklassen voldsomt. Det betyder, at milliarder flere mennesker vil have råd til og efterspørge gode boliger, biler, køleskabe, elkomfurer, computere, tv, aircondition og i langt større omfang benytte fly til ferie- og arbejdsrejser. I 2040 vil verdens behov for elektricitet være cirka 70 procent større end i dag.

Eksternt link til oversigt over udviklingen i verdens megabyer

https://www.b.dk/upload/webred/grafikker/2013/oktober/megaby/megaby.html